Formanden, Søren Spies modtager årets kulturpris

Fredensborg Kommunes Kulturudvalg tildeler i år kulturprisen til Kulturforsyningens formand.

En glad formand fotograferet af Stefan Kai Nielsen ved flag-eventen på Peder Mads strand til støtte opstillingen af Per Arnoldis mindesmærke over jødeflugten i oktober 43.

Selve prisuddelingen udskydes pga Corona men Søren udtaler:

Jeg er umanerligt glad for og enormt stolt over at modtage årets kulturpris. Ikke mindst fordi vi har den store glæde her i kommunen, at der faktisk er mange ildsjæle, der kæmper for at gøre lokalsamfundene mere spændende.

At jeg løb af med prisen i år, tror jeg meget hænger sammen med både bredden og varigheden af mit engagement. Jeg har det jo sådan, at jeg lige så gerne kaster mig ud i at lave store koncerter som quiz-night på den lokale café eller vise lokalområdet frem på byvandringer – det der driver mig, er ønsket om at bo i en levende by – og den slags kommer jo ikke bare af sig selv.

For tiden er jeg mest aktiv i Humlebæk Kulturforsyning, men for mig har det været en lang “rejse”, hvor jeg har engageret mig i et hav at forskellige sammenhænge. Det startede med teater i Ragnarock i starten af 80’erne, men ledte hurtigt til rockkoncerter i Sonus og Elysium, der igen førte til mit eget firma med rock&rul-lys. Jeg startede også Humlebæk Jazzklub og var i årevis med i børnefilmklubben Humlebien og i Madam Mangor.

Jeg elsker at bygge op og facilitere kultur, og var derfor også næstformand i Kulturelt Samråd og sad i Fritidsnævnet i to perioder. Det med at skabe rammer for andres aktiviteter skete i høj grad også, da Humlebæk fik sin KulturStation. I det første år var jeg involveret i næsten alle arrangementerne, men nu er der masser af aktiviteter, som andre står for. Fredag var jeg fx til et herligt gæstespil med Helsingør Kammeropera og nyder at Humlebæk dels har et sted til den slags, men også at der kommer flere og flere aktører på banen – selv om Coronaen jo sætter sin begrænsning.

Pengene, der følger med hæderen, skal derfor kastes direkte ind i Humlebæk Kulturforsyning og være med til at skabe endnu mere liv i byen. For vi er jo en lille forening med 71 medlemmer, så ethvert beløb vi kan få fingre i gør en stor forskel – Den her pris svarer jo til, at vi fik 40 nye støttemedlemmer fra den ene dag til den anden. Heldigvis udelukker det ene jo ikke det andet – og vi har både brug for flere aktive og støttemedlemmer melder sig ind på www.kultur3050.dk/medlem.