En stor gerning kan godt mindes på et lille område.

For at illustrere HVOR stor en bedrift dette mindesmærke ønsker at hædre, besluttede Humlebæk Kulturforsyning at sætte 1.000 flag op rundt omkring de 3×3 meter som ønskes afsat til kunstværket ‘Oktober 43’ på Peder Mads Strand.

Dronefoto: August Flood Lundberg/Stefan Kai Nielsen / Ekko

Vi valgte at bruge flag fordi det ikke ville være ansvarligt at samle 1.000 mennesker i disse Corona-tider.

Men kig på billederne og overvej at hvert flag repræsenterer et reddet liv – det er da i den grad værd at markere – Den hvide firkant viser værkets størrelse og placering.

Imponerende…

Interessen for at besøge vores lokale vingård har været enorm. Der er derfor nu kun en enkelt billet tilbage til august-turen og helt udsolgt i september. 

Hvis den sidste billet skal være din, så snup den HER.

Og hvis ikke du når det, så er det den 19. september der afholdes det årlige “Åbent vingård” i Kelleris, hvor alle er velkomne til at kigge forbi for at indsnuse lidt af stemningen. Og vi organiserer bestemt også gerne flere rundvisninger, men det bliver først når de er færdige med høsten – så hold øje her på siden.

En aften i frihedskæmpernes tegn

Nogle oplevede ikke selv befrielsen, fordi de besluttede at kæmpe for den…

Vær med til at mindes dem her i 75-året.

Den 22/7 kl. 16:30 er der fællesspisning på Lind’s, hvor Bent Skov Larsen fra Lokalhistorisk Forening fortæller lidt om den lokale frihedskamp – med fokus på Gerhard Johansen. (Bemærk; kun 30 pladser).

Gerhard Johansens begravelse på Humlebæk Kirkegård.

Kl. 18:30 viser Humle Bio så filmen ‘Hvidsten Gruppen’ med bl.a. Jens Jørn Spottag og Bodil Jørgensen på rollelisten. (Tilladt over 11 år).

Billetter (med eller uden optakt og spisning) på humlebio.dkbilletter med spisning dog senest to dage før.

Optakt, spisning samt en øl/vand på Lind’s: 115,
Filmbillet incl en øl/vand i Humle Bio: 69,-

Hvor er Kulturforsyningens hjemmebane?

Vi er en forening der faktisk ser hele byen (og lidt til) som vores hjemmebane. Vi laver arrangementer “til lands, til vands og på cykel” og begiver os såmænd også gerne udenfor sognegrænsen.

Det afgørende for os er at byens indbyggere finder sammen om så mange spændende aktiviteter som muligt – uanset hvor selve arrangementet så forgår. Her er de mange forskellige “legepladser” fra foreningens første to års levetid.

Indtil videre har vi organiseret arrangementer på:

Krogerup Højskole
Bjerre Strand
Kelleris Vingaard
“Gader og stræder” på byvandringer
Humle Bio
Linds Kaffebar
Øresund (Byvandring-ØST)
KulturStationen
Humlebæk Bibliotek
Folkehuset Absalon
Bellevue Teatret
Nivaagaard Teglværk

Og tak til alle vores samarbejdspartnere – vi kunne ikke have gjort det uden jer.

Hjælp Kulturforsyningen til 25.000

Humlebæk Kulturforsyning har muligheden for at vinde 25.000 i konkurrencen ‘Årets Lokale Ildsjæl’, hvor formanden er blevet nomineret.

Hver stemme tæller, for kun de 10 kandidater med flest stemmer kan gå videre til finalen.

25.000 ville gøre en kæmpe forskel for foreningen, så mange bliver glade, hvis du stemmer på Søren HER.

En ny chance for rundvisning/vinsmagning i Kelleris

Vi oplevede en helt overstrømmende interesse for vores tilbud om vinsmagning og rundvisning på Kelleris Vingaard (Der blev faktisk udsolgt på blot 4 dage).

Vi har derfor nu arrangeret en ekstra mulighed den 27. september, hvis du skulle have lyst til at se og smage nærmere på den lokale vinproduktion.

Hvis det frister, så anbefaler vi at du skynder dig ind på BILLETSIDEN for hvem ved hvor hurtigt det går denne gang?

Vi kommer bl.a. til at høre om processen med at flasker skal drejes flere gange for at bundfaldet fjernes inden den endelige propning.

Kelleris Vingaard blev etableret i 2001 og har siden haft en del prisvindende vine på samvittigheden.

Udover den oprindelige rødvin (der meget passende hedder “Utopia”) laver de i dag også bobler (efter champagne-metoden) og hedvin.

Under besøget fremvises både markerene og vineriet og vi kommer til at smage på husets forskellige vine.

Glæd dig til vores foto-bio i september…

Fra den 11. september og to uger frem kan man sætte sig til rette i KulturStationens biografmørke og nyde udvalgte lokale motiver fanget gennem Stefan Kai Nielsens 50 år som fotograf.

Et sjældent foto af Stefan i “den anden ende” af kamera-linsen.

Nogle af hans billeder kan man også se i den årbog som Lokalhistorisk Forening har udgivet i anledning af jubilæet, men bio’en vil også byde på mange andre.

Lokalhistorisk Forenings bog med 300 billeder fra Stefans karriere.

Første oplag af fotobogen blev revet væk, men den kan nu igen købes bl.a. på Linds Kaffebar.