Medlemsmøde mandag 28/6

Mulighederne for både uden- og indendørs arrangementer er nu så lempelige at vi kan planlægge både sommerens og efterårets arrangementer. Alle medlemmer er derfor velkomne i KulturStationen på mandag den 28. juni kl. 19, hvor der både bliver mulighed for at hjælpe med de arrangementer der allerede ER igangsat og byde ind med forslag til yderligere aktiviteter.

Konkret er vi allerede i gang med 5 udendørs-arrangementer, men ikke mindst til efterårsprogrammet, er vi meget interesseret i hvad DU har af forslag. Vi håber derfor at så mange medlemmer som muligt dukker op – uanset om man er aktiv og har lyst til et give en hånd eller er støttemedlem der bakker op om foreningens formål om at skabe mere liv i Humlebæk ved at betale kontingentet på 123,- om året. (Hvis du endnu ikke har betalt for i år, så kig ind på http://kultur3050.dk/om).

Foreningen byder naturligvis på lidt til ganen, men håber ikke mindst på at møde både nye og gamle medlemmer af foreningen og komme i gang med at forberede nye aktiviteter.

De næste to arrangementer er udendørs koncerter den 31/7 og 21/8. Læs mere om dem på https://kultur3050.dk/sommer21.pdf